Ledigheden blandt den fastboende befolkning

Som det fremgår af figur 1 er der store sæsonudsving i ledigheden, således at vinterhalvåret er kendetegnet ved en høj ledighed, mens der om sommeren er færrest ledige. En modsatrettet årsrytme forekommer i beskæftigelsen, og således er arbejdsstyrkens størrelse betydelig mere stabil hen over året.

Figur 1. Ledighedsprocent i gennemsnit pr. måned fordelt på kvartaler

Kilde: Statistikbanken. http://bank.stat.gl/ARDLED4

 

Figur 2 viser, at der er virkelig store forskelle i ledighedsprocenten i de enkelte distrikter. Således har Nuuk distrikt den laveste ledighed med lige godt 5 pct. af arbejdsstyrken, mens Kangaatsiaq, Qaanaaq, Illoqortoormiut og Tasiilaq distrikter med ledighedsprocenter på omkring 20 pct. eller derover de hårdest ramte distrikter. På landsplan lå ledigheden på 9,4 pct. i gennemsnit pr. måned i 2011.

Figur 2. Ledigheden i gennemsnit pr. måned fordelt på distrikter 2011

Kilde: Statistikbanken. http://bank.stat.gl/ARDLED4

 

Det fremgår af figur 3, at unge – i særdeleshed i bygderne – er markant hårdere ramt af ledighed end den lidt ældre befolkning. Således er ledighedsprocenter for de 18-19-årige henholdsvis 17,1 pct. i byerne og 29,3 i bygderne, mens den gradvist aftager for både byer og bygder frem til ca. 35-års alderen. Det ses endvidere af figuren, at ledigheden i bygderne er større end i byerne uanset hvilken aldersgruppe, der sammenlignes på.

Figur 3. Ledigheden i gennemsnit pr. måned fordelt på alder og bosted 2011

Kilde: Statistikbanken. http://bank.stat.gl/ARDLED4

 

Af figur 4 ses det, at ledigheden blandt kvinder ligger en anelse over ledigheden blandt mænd, når man betragter landet som helhed. Dette bunder dog i, at kvinder i bygderne er markant hårdere ramt af ledighed end deres medsøstre i byerne, mens ledigheden blandt mænd er næsten den samme i byerne som i bygderne. I byerne alene er ledigheden blandt kvinder lavere end ledigheden blandt mænd.

Figur 4. Ledigheden fordelt på køn og bosted 2011

Kilde: Statistikbanken. http://bank.stat.gl/ARDLED4